GYMNASTIK-

VANER

6 gode råd til en god gymnastiksæson

Vi vil gerne skabe de bedste rammer for bevægelsesglæde, fællesskab og gode oplevelser for både gymnaster, instruktører og forældre.

Derfor har vi samlet 6 enkle råd, som hjælper os alle med at få mest muligt ud af træningen og fællesskabet i SGF.

Til Gymnasterne

VÆR OMKLÆDT

Kom omklædt og klar til gymnastik, når træningen begynder.

Gymnastik foregår i idrætstøj, som giver god bevægelsesfrihed. Fodtøj og jakker bliver i omklædningsrummet og må ikke medbringes i hallen.

Forældre, der deltager på gulvet, skal også være omklædte og klar til aktivitet.

MAD OG DRIKKE

Gymnastik kræver energi!

Sørg gerne for, at gymnasten har spist lidt inden træningen, så der er energi til at være aktiv.

Medbring en drikkedunk med vand til træningen.

Mad og snacks bliver hjemme eller i tasken og skal ikke med ind til selve træningen.

BAD OG OMKLÆDNING

Gymnastik handler også om fællesskab – både i hallen og i omklædningsrummet.

Vi opfordrer derfor til, at gymnasterne klæder om sammen og, hvor det er muligt, går i bad efter træningen.

Det styrker fællesskabet og holdfølelsen – også når træningen er slut.

Til Forældrene

LAD BØRNENE TRÆNE

Forældre er meget velkomne til at være med til træningen – især når børnene er små.

Vi opfordrer dog til, at børnene så vidt muligt træner sammen med instruktørerne uden forældre på sidelinjen. Det giver mere ro, selvstændighed og fællesskab på holdet.

Er du med til træningen, så vær til stede og læg mobilen væk.

HUSK ROSEN

Vores instruktører er frivillige og bruger deres fritid på at skabe gode gymnastikoplevelser for børn og unge.

Uden frivillige – ingen gymnastik.

Et smil, et tak eller et klap på skulderen betyder meget. Husk derfor at give vores instruktører lidt ros med på vejen.

GIV EN HÅND

En lille hjælp gør en stor forskel!

Vi bliver glade, når forældre hjælper med at stille redskaber frem eller rydde dem væk før og efter træningen.

Det giver instruktørerne mere tid sammen med gymnasterne – og dermed mere tid til leg, spring og gymnastik.

Spørg gerne instruktørerne, hvor du kan hjælpe.